AUKTION: Adrian Kolgjini købte El Mago Pellini hjem til Vomb
23-02-2025 16:07:34Avlshingsten El Mago Pellini var på auktion på Travera.nu lørdag aften, og køberen var et yderst velkendt navn.
Det var nemlig Jägersro-træner Adrian Kolgjini, som endte med at købe El Mago Pellini, i øvrigt for blot 28.000 s.kr. Der var kun to forskellige bydere undervejs, og Kolgjini endte altså med den tidligere tophest, som blandt andet har vundet Norrbottens Store Pris, Seinäjoki Race samt Konung Gustav V:s Pokal.
Indtjening 6,5 mio. s.kr. og rekord 1.10,8 via 14 sejre, 8 andenpladser og 12 tredjepladser i 75 starter.
De seneste år har El Mago Pellini virket som avlshingst på Västerbo Stuteri samt hos Håkan Karlsson, men det skal Chocolatier-sønnen ikke være på Vomb, hvor Kolgjini holder til.
- Nej, jeg føler et ansvar over for dén hest, som gav mig min første storløbssejr. Nu kommer El Mago Pellini hjem til Vomb, hvor vi kastrerer ham, og så skal han have et godt pensionistliv sammen med andre tidligere topheste som Dante Boko og Upstate Face.
- Han bliver givet som gave til oppasser Linda Sundberg. Så er han garanteret en fin afslutning på livet efter en fantastisk karriere, fortæller Adrian Kolgjini til Travronden.
Gå til forsiden: www.trav24.dk
Oprettet af: Jesper Elbæk, Redaktør info@trav24.dk