Nicklas Korfitsen med sønnen Malthe på armen efter sejren i Jydsk 4-årings Hoppe Grand Prix med Just A Lady
Nicklas Korfitsen med sønnen Malthe på armen efter sejren i Jydsk 4-årings Hoppe Grand Prix med Just A Lady
Fotograf: Ole Hindby

Nyhedsbrev fra Aalborg-træner Nicklas Korfitsen - Best in class

Aalborg-træner Nicklas Korfitsen udsendte lørdag et nyhedsbrev til staldens hesteejere og samarbejdspartnere. Det er noget af det bedste, Trav24.dk har set fra en dansk travtræner. Nogensinde.

Og det er derfor, vi i overskriften skriver "Best in class". For det er virkelig godt og grundigt, det her nyhedsbrev.

Der er en indflyvning med lidt prosa fra træneren selv inklusiv en nytårshilsen, info om hestenes hverdag og en tak til personalet og de frivillige.

Herefter en sektion med velkommen til de nye heste, der er gået i træning hos Nicklas Korfitsen inkl. fotos, afstamning samt ejerforhold.

Så kommer en sektion med tak og farvel til de tre litauiske medarbejdere, som nu flyver videre til Åby-træner Christoffer Eriksson, samt et indslag om Hestesportens Galla, hvor Korfitsen jo var nomineret som "Årets kusk" og "Årets træner".

Det hele bygget i mailprogrammet "Mailer lite" og sat særdeles pænt op grafisk. Det er let i et program som dette, og man kan også bruge Mailchimp. Begge dele er "drag'n'drop", og det er svært at begå de store fejl.

Så alle travtrænere kunne i praksis gøre dette. Det er klart, at Nicklas Korfitsen ikke selv har siddet og lavet det hele, men har selvfølgelig fået hjælp til noget af det. Der vil altid være en medarbejder, en hesteejer eller en sponsor, som kan noget med en computer, med sprog, med fotografering eller noget fjerde, som kan bruges i denne sammenhæng.

Der er kamp om hestene i Danmark for tiden, så en travtræner, som tænker i servicering af sine hesteejere for derigennem at knytte dem tættere til stalden, vil helt sikkert have en fordel.

Føl selv efter i maven. Det er noget sværere at flytte sin hest fra en træner, som man har et tæt forhold til - end at flytte den fra en træner, som man kun hører noget fra én gang om måneden. Nemlig når fakturaen kommer.

Det er virkelig flot det her nyhedsbrev, Nicklas Korfitsen! Det sagde jeg i øvrigt også til dig ifm. gallaen i lørdags. Og jeg sagde også, at jeg håber du formår at holde gryden i kog. For man ser ofte, at denne slags initiativer lige holder gejsten en enkelt gang eller to, hvorefter dagligdagen tager over igen, og nyhedsbrevet ryger i glemmebogen. 

Prove me wrong. Please.

Og til andre travtrænere, som gerne vil i gang med noget lignende: Det er ikke svært. 1) Identificér en eller to personer med tilknytning til stalden, som kan og vil hjælpe. 2) Sæt selv lidt tid af til at få lavet dit "Audience", altså den mailliste, der skal oprettes i Mailchimp. 3) Beslut at det SKAL laves hver måned.

Og så er du faktisk i gang.

Gå til forsiden: www.trav24.dk

Oprettet af: Jesper Elbæk, Redaktør info@trav24.dk
Annonce:

Tip redaktionen med nyheder, navnenyt, arrangementer mv.: info@trav24.dk
Copyright 2024, Trav24.dk
Dynamic-it webudvikling og onlinemarkedsføring