Pay Dirt indlemmet i Travsportens Hall of Fame
25-01-2025 20:00:29Det viste sig at være et sandt lykkekøb, da Opdrætterforeningen i 1968 købte Florican-sønnen Pay Dirt i USA. I Danmark blev han far til et utal af storløbsvindere, herunder fem derbyvindere, og så vandt han det danske hingstechampionat hele 14 gange.
Ingen avlshingst har betydet så meget for den danske traveravl som Pay Dirt. Ingen.
Den relativt klejne Florican-søn, der i slutningen af 1960’erne blev købt til Danmark fra USA, fik i perioden 1970-1991 indregistreret næsten 1.400 afkom i den danske stambog. Blandt dem var fem derbyvindere, en alenlang række af storløbsvindere, talrige danske rekordholdere, seks millionærer og et hav af sejrsheste.
Opgørelser over indtjening på danske baner viser, at Pay Dirts afkom til sammen har tjent godt 100 millioner kroner. Cifre, som ingen avlshingst hverken før eller siden har kunnet matche. Dertil skal lægges, at mange af hans døtre sidenhen har vist sig at indeholde et enormt avlspotentiale, og har været grundstenen i mange af de hoppelinjer, der i dagens travsport fortsat er blandt de mest dominerende.
Pay Dirt er med andre ord selvskreven til en plads i Travsportens Hall of Fame.
Læs den særdeles velskrevne artikel om Pay Dirts indlemmelse i Travsportens Hall of Fame HER.
Gå til forsiden: www.trav24.dk
Oprettet af: Jesper Elbæk, Redaktør info@trav24.dk