Stort interview med ejeren af Eros Zola - Kim Møller-Kjær
21-01-2025 10:30:02Kim Møller-Kjær - KMK Advisory ApS - boblede af glæde efter sejren til Eros Zola i søndags på Vincennes.
Sejren blev set hjemme i privaten sammen med Fru Pernille, og for en sikkerheds skyld havde man tændt både for ATG Live, Bet25 Live og Letrot.fr.
- Ja, vi skulle være HELT sikre på ikke at gå glip af løbet, griner Kim Møller-Kjær, da Trav24.dk fangede ham på mobilen tirsdag morgen.
- Det var helt vildt. Han fik jo et godt løb undervejs, og rundt sidste sving så han "kaksig" ud! Det gjorde ikke noget, at Abrivard blev siddende, da der kom angreb bagfra, for i Frankrig bliver der jo som regel plads - også selvom rytterne ofte "slår vingerne ud" i bred armstand på de sidste 3-400m.
Eros Zola vandt i toptiden 1.10,6/2175m, og det var en markant forbedring af Slide So Easy's danske rekord på mellemdistancen i voltestart 1.12,8/2040m på Lunden i Derbyweekenden 2016.
Ikke kun dansk rekord
Men det var ikke kun dansk rekord. Det er faktisk den hurtigste tid en dansk hest NOGENSINDE har løbet i voltestart, og her taler vi ikke bare på mellemdistancen, men på samtlige distancer, altså også sprint.
Den hidtidige rekord i voltestart stod Valokaja Hindø for, da den løb 1.11,1/2450m i Caen i storløbet Prix des Ducs de Normandie i maj 2021. Løbet blev vundet af Etonnant foran Davidson Du Pont og Ce Bello Romain, og må nok siges at være en medløbstid, men selvfølgelig også over længere distance end Eros Zola var ude på i søndags.
Eros Zolas tid 1.10,6 var også en markant forbedring af alle tiders hurtigste tid i et MONTÉLØB med voltestart. Ifølge Trav24.dk's efterretninger, så havde Pinocchio H J rekorden med tiden 1.12,1/2175m i et løb nytårsaftensdag på Vincennes, hvor den tidligere Henrik Thomsen-trænede Gill's Victory-søn blev anden til Travel Jet.
"Duvaldestin styrer manageringen"
Med Så flot en præstation som dén i søndags, så er det oplagt at spørge Kim Møller-Kjær til ambitionerne i resten af denne sæson?
- Ja, Alexandre Abrivard havde været helt lyrisk, da han kom ind i stalden igen, kunne oppasseren Susanne Ohme (samme oppasser som på Idao De Tillard, red.) fortælle os. Abrivard havde også været toptilpas efter opvarmningen, så det kunne ikke være bedre, lyder det fra Kim Møller-Kjær, som mener, at man kan se et mønster i Eros Zolas præstationer.
- Jeg synes efterhånden, det er ret tydeligt, at Eros er bedst på mellemdistancen, og at han ikke har fordel af hverken 1000m-baner eller den måde løbene bliver kørt på i Skandinavien. Så indtil videre passer det perfekt med de store baner i Frankrig, hvor der bliver kørt og redet hele vejen, og ikke som i Skandinavien, hvor tempoet ofte tages helt ud af løbet midtvejs.
Selvom Charlottenlund Travbane jo er en 950m-bane, så er der et spørgsmål, som næsten skal stilles i et interview som dette. Særligt når Kim netop har sagt, at Eros Zola er bedst på mellemdistancen. For der køres jo et løb på Lunden i maj måned over 2011ma....Copenhagen Cup! Er det noget, du har i tankerne, Kim?
- Nej, det ville da være en drøm. Men lige nu er der ingen grund til at ændre på noget, der fungerer så godt som det gør nu. Og det er vigtigt for mig at sige, at det skal være på hestens præmisser hele tiden, og at træner Thierry Duvaldestin bestemmer manageringen 100%!
- Eros Zola skyder mig ikke noget, og vi tager én start ad gangen. Det var fint at han kom hjem til Flemming Jensen en periode sidste år, ikke mindst for humøret på hesten, og bliver der brug for at gøre det igen, så har jeg en stående aftale med Flemming om, at der er en boks klar til ham.
- Mine forventninger til Eros Zola er indfriet for længe siden. Han har vundet fem gange i kun ni starter i Frankrig, og rundede 2 mio. kr. i indtjening med sejren i søndags. Så det er ikke kun for pengenes skyld længere, men det er klart, at man hurtigere kan tjene en million i Frankrig end i Danmark med en hest med den klasse som Eros Zola har, lyder det ærligt fra Kim Møller-Kjær.
CTRL + ALT + DELETE på King Kong
Og hvad er nu dét for en overskrift? Jo, CTRL + ALT + DELETE er jo de tre taster, man trykker på computeren, hvis man skal genstarte den. Og det er præcis, hvad Kim Møller Kjær og medejer Glenn Sigurd Syvaldsen har gjort på nu 4-årige King Kong (Googoo Gaagaa - Verify Dust), som er den anden hest i Kim Møller Kjærs hesteejerskab.
- Ja, vi har valgt at give ham en "reboot". King Kong er en meget stor hest, så vi trak stikket totalt på ham i en periode, og nu er Aalborg-træner Flemming Jensen ved at sætte ham op igen. Man skal dog ikke forvente at se ham før maj/juni måned.
Interviewets bedste citat kom dog efter en løs snak om den fart, Eros Zola kan skyde over nogle hundrede meter. Kim Møller Kjær klokkede hesten til under 1.00-fart i starten i februar 2024 med Jean-Michel Bazire. Efter en lille tænkepause, så mumlede Kim Møller-Kjær på vaskeægte nordjysk:
- Det er sgu ærgerligt, at der ikke er et sæt kogler på ham...
Gå til forsiden: www.trav24.dk
Oprettet af: Jesper Elbæk, Redaktør info@trav24.dk