Spilles næste gang - Aalborg 10. januar

En mand i en gul refleksvest, en rød orm der blev trukket på tværs i opløbet - og en hest der for anden start i træk rammer disse spalter.

Der skete lidt af hvert i forbindelse med løbene i Aalborg fredag, og derfor er der en del heste, som der skal holdes øje med i de kommende starter.

1. løb
2 Godawdo - bombede til spids i toptempo, og kusken Jesper Hansen ville køre dér, så spilfavoritten Otis Dragon blev svaret ud. Måtte give sig over for Otis Dragon med 200m til mål, men holdt stærkt ved på andenpladsen. Karrierens første sejr venter lige om hjørnet.

2. løb
2 Jesse Schermer - et løb med mange galopperende heste, hvor Jesse Schermer kunne overtage spidsen, da den førende Generalen galopperede med 500m til mål. Blev synligt bange for en person på inderkredsen kort før mål, brød et par spor ud og galopperede. En klar sejr, der røg ved galoppen, for Jesse Schermer havde afgjort.

3. løb
10 Kiki Hall - tredje par indvendigt undervejs, måtte bakkes helt bagom, afsluttede glimrende til andenplads, og vinder snart løb!

5 Kadu Moseby - sad først i dødens, sidenhen i andet par udvendigt, sendt i angreb i tredje spor med 300m til mål, god afslutning mellem heste, gik godt efter lang løbspause.

4. løb
11 M T Top Notch - frem i dødens med en omgang til mål, koblede greb på førende Ink Flame, slået med et halvt hoved af Juventas og Ingmar Banker til slut. Var også uheldig i forrige start, hvor den blev generet til galop rundt sidste sving, så sejren venter lige om lidt!

5. løb
3 Faust Hovmand - blev kørt vældig offensivt, til spids efter 300m, svarede op for angreb fra Arkibal Tamsen, måtte slippe spidsen i et speedryk med en omgang til mål, gik direkte ud i dødens, og holdt storartet ved til fjerdeplads. Se op næste gang i formløb!

6. løb
1 Røde Orm - kunne ikke svare Jeantoutstart i spidskampen, fik ryg på denne undervejs. Måtte trækkes på tværs, da Jeantoutstart blev træt, og speedede stærkt da den kom ud i fri luft. Kunne ikke nå frem til Julia Doctor, men viste en rigtig fin formbesked, som så mange andre af Aalborg-træner Anders Pedersens heste.

 

 

 

Gå til forsiden: www.trav24.dk

Oprettet af: Jesper Elbæk, Redaktør info@trav24.dk
Annonce:

Tip redaktionen med nyheder, navnenyt, arrangementer mv.: info@trav24.dk
Copyright 2024, Trav24.dk
Dynamic-it webudvikling og onlinemarkedsføring