Spilles næste gang - Aalborg lørdag 15. marts

Ved lørdagsløbene i Aalborg kom der mange nye heste i "Spilles næste gang"-bogen. En god blanding af højoddsere, heste der sad fast eller blev generet - samt to heste fra prøveløbet, som vinder første gang ude!

1. løb
3 Iris Henley - sad i dødens en stor del af løbet. Kunne ikke gøre noget ved 7 Lipa Wee, men gik forbi førende 1 Mack One på de sidste meter. Det var stærkt gjort, og Iris Henley leverede en flot debut.

2. løb
1 Jessica Fargo - var spillet til 24 gange pengene, men gik et kanonløb. Sad i dødens det meste af løbet på 3 Pure Caviar, knækkede også denne, men kunne så ikke svare op for angrebet langt ude i banen fra Jin Gin.

2 Hugo Boss - sad undervejs i ryg på den førende 3 Pure Caviar, men kom på den, da dennes kræfter slap op med 150m til mål. Kunne ingen steder komme, og måtte nøjes med tredjepladsen. Formen er god!

3. løb
1 Jackie O H S - var meldt enormt hårdt ind i løbet, men gik godt. Sad i tredje par indvendigt undervejs, og måtte bakkes fri af 2 S A Photo, da denne blev træt. Speedede godt i opløbet, og gik forbi så god en hest som Iloveyou Butcher i opløbet. Fuld form, og har klar vinderchance næste gang i sin egen klasse.

4. løb
9 Herbie Gin - var uheldig i en incident efter cirka 350m, hvor flere heste galopperede, og skabte noget ravage, som kostede terræntab for blandt andre Herbie Gin. Kom godt tilbage, og gik med 10 Manhattan Trot i angreb rundt sidste sving. Midt på opløbet var der ikke mere krudt tilbage at skyde med, men Herbie Gin klarede femtepladsen, og det var flot mod gode heste og det store terræntab in mente.

5. løb
3 Generalen - sad undervejs i tredje par udvendigt, tabte nogle længder rundt sidste sving, men kom flyvende ude i banen, da den bare skulle løbe ligeud igen. Blev tredje til gode heste som Reginald Dwight og Fighter K J, som var kommet nogle længder væk, og ikke kunne indhentes.

6. løb
8 Fraja Ice - var spillet til 60 (!) gange pengene, og sad bagest i femte par udvendigt det meste af løbet. Kom i et forrygende angreb over de sidste 500m, og blev tredje til Hokita og Diamante Sotto. Det bedste løb fra Fraja Ice længe, og den vinder snart igen.

7. løb
5 Golden Money - har ikke gjort ret meget rigtigt meget længe, men gik et kanonløb for unge Astrid Bigum lørdag i Aalborg. Fik andet par udvendigt længe, men gik i dødens de sidste 500m, og afviste gode Ferrari Gardenia reelt hele opløbet ned. Stærkt løb spillet til 28 gange pengene.

Prøveløbet
3 Eileen Edwards var i rutineløb (blev godkendt i december,red.) og 6 Lumiere S var i prøveløb. Begge løb 1.19,2 fuld vej, og afsluttede den sidste kilometer i 1.17,5. Begge har vinderchance i første start.


     

Gå til forsiden: www.trav24.dk

Oprettet af: Jesper Elbæk, Redaktør info@trav24.dk
Annonce:

Tip redaktionen med nyheder, navnenyt, arrangementer mv.: info@trav24.dk
Copyright 2024, Trav24.dk
Dynamic-it webudvikling og onlinemarkedsføring