Spilles næste gang - Aalborg mandag 3. marts
04-03-2025 07:56:41Der blev leveret nogle vilde præstationer i Aalborg denne lunch-løbsdag. Den vildeste hører egentlig ikke til i denne klumme, men vi omtaler den alligevel.
For i 1. løb galopperede løbets storfavorit Karlo Molar STORT fra start. SÅ stort, at det må have været endog MEGET tæt på en diskvalifikation. For som Bet25 Live-speaker Vagn Honum var inde på i udsendelsen, så er der 140m fra startstedet til det lille målhus på inderkredsen, og ifølge Honum, så blev Karlo Molar først sat i trav på den anden side af huset.
Man kunne ikke se det på tv-billederne, for kameramanden fokuserede selvfølgelig på de forreste i løbet. Nå, men tilbage til løbet, for Birger Jørgensen kørte efter feltet, og da tempoet var lavt i spids, da han kom frem, så fortsatte han direkte videre i tredje spor.
Der sker så dét, at spidshesten Khan Sotto galopperer, og den når at genere Karlo Molar i sin fremdrift, idet Jørgensen må holde lidt tilbage ude i tredje spor, så Nicklas Korfitsen kan komme ud af feltet med Khan Sotto. Alligevel var der masser af kræfter til at køre frem i dødens på Hugo Boss, knække denne, og gå fra med et par længder til sejr i 1.17,7a/2140m.
Det var vildt! Noget af det "værste" jeg har set en hest levere i sin blot fjerde start. Fortsættelsen bliver spændende at følge, men nu vender vi tilbage til "Spilles næste gang"-hestene fra Aalborg denne mandag middag.
1. løb
3 Kuarato Heot - var også i denne klumme efter seneste start i Aarhus, hvor den kom flyvende ind mod sidste sving, da der kom en galop. Denne gang kom galoppen efter 400m, men den Anders Pedersen-trænede franskmand kom godt tilbage, og afsluttede flot til andenplads bag Karlo Molar.
11 Khan Sotto - blev kørt offensivt, og sad trods bagspor hurtigt i spids. Nicklas Korfitsen dæmpede til det rene ingenting, og Khan Sotto snublede til med 1100m til mål. Næppe kusken skyld at hesten snublede til, men det skete sådan nogenlunde samtidig med at Karlo Molar kom i angreb ude i tredje spor, så farten skulle sættes markant op igen. Khan Sotto så fin ud på dagen, og første sejr venter lige om hjørnet.
2. løb
6 Herbie Gin - hurtig fra start, og ramte vinderhullet på hårdt betroede 7 Dontgetinmyway. Så træt ud rundt sidste sving, men kom godt igen i opløbet, og gik forbi Dontgetinmyway på selve målstregen. Blev således anden til gode Jumanjo S H, og viste markant fremgang, idet Herbie Gin jo faktisk kom til start i klassen direkte fra en række starter i formløb.
3. løb
8 Jacks Cross - galopperede med 1100m til mål, og satte vel 25-30m til. Kom flyvende tilbage ude i banen, men kunne kun nå tredjepladsen bag Izabella Nordic og Danilo Fønix.
11 Danilo Fønix - blev som nævnt anden i løbet. Sad undervejs i tredje par indvendigt og smart skiftet ud i andet par udvendigt. Fik dog først angrebsplads sent, idet 4 Joey Gardenia længe dækkede af udvendigt. Kunne kun nå andenpladsen bag Izabella Nordic, men vinder snart igen. Nu siger resultatrækken tilmed 5-4-3-2.....og så er det jo ikke svært at regne ud, hvad der kommer næste gang.
4. løb
7 Røde Orm - fjerde par indvendigt undervejs, skiftede ud i en træt ryg i andet spor, og kom først fri med 150m til mål. Flot afslutning og millimeter fra tredjepladsen. Fuld form og vinder bare næste gang.
6. løb
11 Palais Bourbon - sad et stykke nede undervejs, kom i dobbelt fart af de andre i angreb ind mod sidste sving, og lignede en meget stor vinderchance, da den slog på en galop midt i svinget. De to forreste Faust Hovmand og Fakir De Beauvalet havde ikke topfart på dét tidspunkt, så det er undertegnede rækværksverdensmesters vurdering, at det var sejren, der røg for Palais Bourbon.
5 Gnags - så egentlig lidt kold ud på bageste langside og ind mod sidste sving, men Anne L. Hermansen fik Gnags overtalt til at tage på arbejde igen, og den afsluttede faktisk bedst af alle i opløbet. Vinder snart løb igen.
Gå til forsiden: www.trav24.dk
Oprettet af: Jesper Elbæk, Redaktør info@trav24.dk