Spilles næste gang - Odense fredag 14. marts
16-03-2025 12:51:50Der kom fem nye heste på "Spilles næste gang" blokken denne fredag i Odense. Særlig en hest, som ikke havde startet siden september, skal man se op for næste gang!
2. løb
2 Jacana - gik ved årsskiftet hjem til sin ejer og opdrætter Bent Lindhardt. Men der er nu ingen grund til at sætte Wishing Stone-hoppen i avlsboksen endnu, hvis dét var en del af planen med at få Jacana hjem. For det ser ud til, at Jacana har meget ugjort på travbanerne. I dette løb sad Jacana i ryg på løbets favorit Kaisa L C hele løbet, og på intet tidspunkt kunne Jacana komme ud til angreb. Michael Lønborg i spids havde fuldstændig styr på, at den værste konkurrent sad inde i ryggen, og udvendigt var Iceman J J stærk nok til at dække af lang tid nok. Se op for Jacana næste gang!
4. løb
5 Houdini Shadow - her kommer så hesten, som ikke havde startet siden september. Sad i tredje par indvendigt undervejs, og i opløbet var der en mur af heste foran, som Houdini Shadow ikke kunne komme forbi. Kunne møve sig frem til tredjepladsen, men havde sluttet meget tæt på vinderen Happyrun Cloc, hvis Kasper Foget havde fået angrebsplads med den Verner Kristensen-trænede hest. Den vinder næste gang!
5. løb
14 Granit De La Roque (ikke "Rouge" nej) sad i sjette par indvendigt undervejs, og måtte bakkes bagom hele feltet rundt sidste sving. Kom trampende helt ude ved galoprails, og kom først sent ind i tv-billedet så langt var den ude. Gik 1.17,0 og vinder snart løb. Formen er fin på den Mette Carlsen-trænede franskmand.
6. løb
5 Inspector's Choice - angreb med 800m til mål, og fik 3 Juan ud foran sig. Denne gik dog kold i sidste sving, hvilket bremsede Inspector's Choice noget, og den måtte ud i fjerde spor i eget angreb. Leverede dog en fin afslutning til fjerdeplads mod gode heste som Bordeaux Face, Wikki Stone og Hr Grev Ditmar. Se op næste gang med et lidt mere heldigt løb.
8. løb
1 Isola L C - sad i tredje par indvendigt, og kom først fri med 400m til mål. Cirka samtidig satte Jeppe Juel fuld fart i spidsen med Lucky Love, som dermed blev umulig at indhente. Men Isola L C afsluttede virkelig godt, og den vinder snart sin første karrieresejr!
Gå til forsiden: www.trav24.dk
Oprettet af: Jesper Elbæk, Redaktør info@trav24.dk