Spilles næste gang - Skive 27. januar
27-01-2025 20:50:43Trav24.dk har set lunchløbene fra Skive et par gange, og serverer her nogle heste, som skal spilles næste gang.
1. løb
5 Kryds Ved Støjberg - ramte perfekt ryggen på førende 2 Pi ind mod første sving. Men trods en langsom første kilometer på 1.19,0 så var der ikke mere på tanken hos Pi med 500m til mål, og Kryds Ved Støjberg blev fanget i ryggen, og kom først fri ind på lige bane, hvor Magnus M. Nielsen kunne komme ned på open stretch. Angreb godt i opløbet, og var få centimeter fra tredjepladsen.
2. løb
3 Ineo Holmsminde - bombede som forventet til spids, og lignede en rund million. Slyngede sig dog i galop efter 400m, og så var dén dag ødelagt. Glem den start.
8 I'm A Gardenia - blev forceret frem til spids efter Ineo Holmsmindes galop, og afviklede 500m i 1.13-fart og kilometeren efter 1.15,1. Alligevel blev Knud Mønsters hest først slået i allersidste skridt af 9 Juventas. Topform og det virker vanvittigt, at denne hest kun står med én sejr i nu 35 starter. Kapacitet er der masser af.
4. løb
3 Barateau - til spids i topfart, og så rigtig godt ud hele løbet. Ind i opløbet lignede det let sejr, men så kom 11 Bring Me Money i raketfart helt ude ved rækværket, og den kunne Barateau ikke stå imod.
2 R K Star - tredje par indvendigt undervejs, angreb fint via open stretch i opløbet, og speedede forbi så god en hest som 7 Hero Boom Bay. Det var første start for Skive-træner Bent Svendsen, og Nuncio-sønnen er sikkert endnu bedre næste gang.
5. løb
4 I'm All In - fløj til spids, men slap beredvilligt til løbets store favorit 8 Simply The Best. Var den eneste, der nogenlunde kunne følge denne, men slog så på en galop med 700m til mål. Kom godt tilbage og blev femte. Men uden galop havde der helt sikkert stået "2" i resultatrækken.
1 Jaguar - tredje par indvendigt det meste af løbet, dog andet par indvendigt efter galoppen for I'm All In. Blev anden på afstand til Simply The Best, og gik det bedste meget længe.
Gå til forsiden: www.trav24.dk
Oprettet af: Jesper Elbæk, Redaktør info@trav24.dk