"Viggo" op på tredjepladsen i den svenske V75-liga
22-03-2025 19:27:15Det unge danske kusketalent Victor Rosleff er godt på vej til at manifestere sig blandt de allerstørste kuske i Sverige - og lørdag eftermiddag kørte han sig op på tredjepladsen i den svenske V75-liga.
Det gjorde Victor Rosleff, da han vandt med den tidligere Lillian Uglebjerg-trænede hest Victoria L L, som vandt efter en stærk præstation i tiden 1.13,3/2160m - endda efter en lidt vild episode i starten af opløbet, hvor en konkurrent galopperede ud i Victoria L L, og der var tydelig kontakt på sulkyhjulene.
Det var Victor Rosleffs femte V75-sejr i år, og dermed kørte Rosleff sig fra en sjetteplads op på tredjepladsen i den svenske V75-liga, hvor han gik forbi etablerede stjerner som Ulf Ohlsson, Johan Untersteiner og Peter Untersteiner.
Carl Johan Jepson er der ikke meget at gøre ved. Han vandt tre V75-sejre denne lørdag, og er totalt oppe på 11 nu. Magnus A. Djuse vandt en enkelt V75-sejr i dag, og gik dermed på syv, og med sejren til Rosleff gled han op på tredjepladsen på flere andenpladser end Peter Untersteiner.
Vanvittigt flot, og på totalerne er Victor Rosleff nu på 36 sæsonsejre og 3,7 mio. s.kr. indkørt. Dermed er Rosleff stadig langt foran mellemtiden ift. den målsætning, som han meldte ud her på Trav24.dk tidligere på året med 100 sejre og 10 mio. s.kr.
Gå til forsiden: www.trav24.dk
Oprettet af: Jesper Elbæk, Redaktør info@trav24.dk