Copenhagen Cup - Propositionerne er klar
06-03-2025 13:46:24Dansk Hestevæddeløb meddeler i dag, at propositionerne til Copenhagen Cup-dagen er klar. Nedenstående tekst er hentet direkte på Danskhv.dk.
-----------------------
Søndag den 11. maj kl. 13.00 er det tid for årets store internationale løbsdag i Danmark og nu er propositionerne udarbejdet. Hovedløbet Menhammar Copenhagen Cup er også i år et Gruppe I-løb, med 400.000 kroner til vinderen.
Der er – ligesom i fjor – også præmier til alle de startende heste i løbet, og nyt for i år er, at DH Sport har mulighed for at uddele 4 wildcards i løbet. Tidligere har det kun været to.
"Copenhagen Cup er også i år et løb, hvor man skal melde til, så det er stadig hestenes startpoint på startmeldingsdagen (mandag den 5/5) de udtages efter", siger sportschef René Jensen og fortæller videre, at man med nu fire wildcards får mulighed for at sætte et større præg på løbet.
"Vi har en hovedregel om, at vinderen fra sidste år skal have chancen for at forsvare sin titel, hvis man ønsker at være med, og dermed er et af de fire wildcards allerede uddelt/tilbudt kredsen omkring vinderen fra i fjor. De er blevet kontaktet og meddelt, at de er sikret en plads i årets Copenhagen Cup, hvis de ønsker det, siger René Jensen. Barack Face har i øvrigt sæsondebut på Axevalla i Gulddivisionen lørdag 8. marts.
Dansk deltagelse?
I 2024 var der dansk deltagelse i løbet af Emoji og Hustle Rain (blev nummer to), og disse to heste er selvfølgelig med på sportschefens lange ”følgeliste” med ca. 150 navne. Det er også Just Hans, som kan være et af de unge indslag i løbet som 5-åring. Træneren lægger ikke skjul på, at Copenhagen Cup er et af årets hovedmål for hesten.
"Just Hans har i de seneste starter vist, at den er en af de bedste heste i Danmark, så den bliver selvfølgelig også fulgt nøje den kommende tid", fortæller René Jensen. Just Hans starter i øvrigt også på lørdag d. 8. marts på sin hjemmebane i Skive.
Kvalificering til Sweden Cup
Propositionerne til Copenhagen Cup-dagen minder, som sædvanligt, en del om tidligere år, men der er også lidt ændringer. Den ene finder man i sprinterløbet Charlottenlund Open, hvor vinderen nu desuden kvalificerer sig direkte til Sweden Cup på Solvalla et par uger senere.
"Når vi nu ikke kan få Copenhagen Cup-vinderen til at være direkte kvalificeret til Elitloppet, så er vi glade for, at Elitlopps-generalen Anders Malmrot har åbnet denne dør, og som sikkert gør interessen for ”det lille Copenhagen Cup” noget større", fortæller René Jensen.
I lighed med senere år er der også kvalificeringsløb til to svenske STL-finaler (på lørdagen i Elitlopps-weekenden). I år drejer det sig om Klass II og Bronsdivisionen, hvor der sikkert kan ventes stor startvillighed. Endnu en ændring er 3-års løbet, som i år ikke er et åbent løb, men forbeholdt heste med højst 100.000 kr. i præmiesum.
"Interessen fra dansk side for at være med i 3-års Eliten har været begrænset de senere år, så derfor prøver vi nu med denne proposition. Den vender sig helt klart til flere af de dansktrænede heste," fortæller René Jensen.
Afslutningsvis kan det også nævnes, at amatørerne igen i år får mulighed for at være med på Copenhagen Cup-dagen i Amatørernes Cup. Se mere om det og de øvrige løb i propositionerne, som man finder her.
Propositioner på engelsk og svensk finder man HER.
Gå til forsiden: www.trav24.dk
Oprettet af: Jesper Elbæk, Redaktør info@trav24.dk