Horsy Dream på vej tilbage - sigter på Elitloppet
30-01-2025 08:44:54Elitloppsvinderen fra 2024 Horsy Dream er raskmeldt, og nu håber træner Pierre Beloche på en invitation til Elitloppet.
Det oplyser træneren i en kortfattet nyhed på nyhedstjenesten Kanal75.se.
Horsy Dream vandt Elitloppet på en helt suveræn speed i vindertiden 1.08,0a/1609m, hvor førende Francesco Zet var aldeles chanceløs for at svare op rundt sidste sving. Senere på året vandt Horsy Dream også det kæmpestore løb Åby World Grand Prix med 6 mio. s.kr. til vinderen. Det blev et bluff-løb, men det er en helt anden historie.
Horsy Dream har ikke startet siden 21. september i Grand Prix de Wallonie på Mons-banen i Belgien, men nu skulle tophesten være på vej tilbage.
Træner Pierre Beloche fortæller til Kanal75, at Horsy Dream efter en undersøgelse med ultralyd, at skaden i et ben er væk, og spurgte samtidig den udsendte reporter, om den forsvarende vinder automatisk bliver indbudt til Elitloppet, hvis man er interesseret i at starte.
Dét spørgsmål svarer Solvallas Elitlopps-general Anders Malmrot sikkert på snart, enten direkte til Beloche eller i medierne.
Gå til forsiden: www.trav24.dk
Oprettet af: Jesper Elbæk, Redaktør info@trav24.dk