Lillian Uglebjerg bliver Solvalla-træner
05-01-2025 06:30:00Lillian Uglebjerg skifter pr. 1. februar 2025 trænerlicensen i Aarhus ud med svensk licens, idet den 45-årige træner bliver privattræner på Menhammar Stuteri ved Stockholm.
Jungletrommerne begyndte så småt at larme lørdag morgen, og hen under eftermiddagen fik Trav24.dk så nyheden bekræftet fra "hestens egen mule".
Lillian Uglebjerg kunne her berette, at hun pr. 1. februar i år - altså allerede om en lille måned - starter som assisterende træner på Menhammar Stuteri, hvor tidligere Jägersro-træner Conrad Lugauer er chef.
Trav24.dk accepterede ønsket fra Lillian Uglebjerg om at vente med at breake nyheden, indtil hun havde fået informeret alle nuværende hesteejere, hvilket naturligvis blev imødekommet.
Lillian Uglebjerg bliver således sidestillet med den anden assisterende træner på Menhammer, Pasi Aikio, får ansvaret for 22 toåringer, og får tre medarbejdere under sig.
- Det er en helt enestående mulighed, jeg her har fået, og jeg var simpelthen nødt til at slå til. Det er en "once in a lifetime opportunity", og jeg er stolt over, at Menhammar har spurgt, om jeg vil arbejde for dem, fortæller Lillian Uglebjerg til Trav24.dk.
Lillian Uglebjerg forlader Danmark med sin indtil videre bedste sæson med knap 1 mio. kr. indkørt til hesteejerne via 29 sejre, 35 andenpladser og 37 tredjepladser i 242 starter.
Trav24.dk ønsker Lillian Uglebjerg held og lykke i det svenske!
Gå til forsiden: www.trav24.dk
Oprettet af: Jesper Elbæk, Redaktør info@trav24.dk