Fotograf: Skærmbillede

Loui Hancock vandt i Italien - nu hurtigst i den danske L-årgang

Efter en forrygende afslutning de sidste 500m kunne Green Manalishi-sønnen Loui Hancock vinde på Foggia-banen i Italien søndag eftermiddag i tiden 1.15,0a/1600m.

Tidsnoteringen er den hurtigste blandt alle danskregistrerede heste i L-årgangen (2022), og den tidligere rekord havde Michael Lønborg-trænede Lorraine med tiden 1.15,2a/1640m.

Og ja, der er lidt "ananas i egen juice" i denne nyhed, for det er undertegnede, der har opdrættet Loui Hancock, men derfor skal præstationen ikke bare forbigås i tavshed. For dels er der vel ikke så mange danskregistrerede heste, der vinder i Italien - og dels var det som nævnt i den hurtigste tid for en dansk hest i L-årgangen indtil videre.

Loui Hancock blev kørt til sejr af kusken Antonio Simioli, og trænes til daglig af Vincenzo Santaniello. Loui Hancock fik undervejs et godt løb serveret i hhv. tredje og andet par udvendigt, og satte alle skakmat over de sidste 500m på en forrygende speed.

Loui Hancock var favorit i løbet til odds 2,10 og fik nu efter tre andenpladser og en tredjeplads i de første seks starter sin første sejr i Italien.

Løbet kan ses HER. Klik på video-ikonet lige mellem datoen og den grønne "1/7" markering.

Gå til forsiden: www.trav24.dk

Oprettet af: Jesper Elbæk, Redaktør info@trav24.dk
Annonce:

Tip redaktionen med nyheder, navnenyt, arrangementer mv.: info@trav24.dk
Copyright 2024, Trav24.dk
Dynamic-it webudvikling og onlinemarkedsføring