Michael Lønborg lader op til ny stor sæson
16-01-2025 14:16:21Det er ikke mange starter, Aarhus-træner Michael Lønborg har gjort med staldens heste indtil videre i 2025, men det er der en god grund til.
Aarhus-træner Michael Lønborg har gennemgået en eksplosiv udvikling som travtræner de senere år, og fra et niveau på 750-800.000 kr. indkørt i sæson 2021-2022, så lavede Lønborg et meget stort hop i 2023 til 2,5 mio. kr. indkørt til staldens hesteejere - og 2024 sluttede på 3,75 mio. kr.
Laver man en direkte fremskrivning, så lander Michael Lønborg på noget lignende 4,5-5,0 mio. kr. i 2025. Det er selvfølgelig ikke tal, man kan få Lønborg selv til at tage i munden, men det vælter ind med gode heste i stalden, og det virker lidt til, at Michael Lønborg kan vælge og vrage.
Men indtil videre i år har Stald Michael Lønborg kun startet fem heste, hvor det i øvrigt er blevet til to sejre, en andenplads og to mindre placeringer. Trav24.dk spurgte Lønborg, hvordan dét kan være?
- Helt overordnet har hestene det lidt godt i januar, og så intensiverer vi træningen lidt mere i februar. Så kommer foråret og de første storløb, og så skal vi være klar, indleder Michael Lønborg, og uddyber:
- Det er også i denne periode, at vi sender en del heste til kontrolgennemgang hos dyrlægen, og her bruger jeg Henrik Bertelsen i Sverige, som er rigtig dygtig til væddeløbsheste. Jeg skal f.eks. afsted torsdag med Hnokki Speed, som lige er kommet til min stald efter en periode i Frankrig. Hnokki Speed landede hos mig lørdag aften, og jeg har selvfølgelig ikke kørt arbejder eller noget med ham endnu. Nu skal han lige tjekkes op i Sverige, og så tager vi den derfra, lyder det fra Lønborg.
Hnokki Speed startede ni gange i Frankrig, hvor Wishing Stone-sønnen som bedst opnåede en andenplads i Prix de Normandie på Graignes-banen.
Hnokki Speed vinder her en Derbyprøve med Birger Jørgensen i sulkyen - Foto: Burt Seeger
Men nu sagde du "en del heste", der skal til Sverige til kontrolgennemgang. Kan vi komme et tal nærmere, spurgte vi Michael Lønborg.
- Ja, det er omkring 20 heste. Jeg synes det er rettidig omhu, for det er i januar, at vi har tid til at gøre noget, for det har vi ikke, når storløbssæsonen først er i gang.
Holger Danske i gang med langvarig genoptræning
Den anden hest, vi taler med Michael Lønborg om, det er Derbyvinderen fra 2023, Holger Danske, som ikke har startet siden Derbysejren.
Hesten har været igennem to operationer pga. manglende ledbrusk i et forknæ, så det er nærliggende at spørge, om Holger Danske nogensinde kommer tilbage?
- Det håber jeg virkelig, at han gør. For vi nåede aldrig at få vist, hvor god han egentlig er! Jovist, han vandt Derbyet, men jeg er overbevist om, at han let havde kunnet begå sig i eliten herhjemme, lyder det fra Michael Lønborg, som ikke med sikkerhed kan sige, at Holger Danske kommer tilbage til travløbene.
- Holger er i gang med genoptræningen nu, og det foregår uden vogn. Det er en langvarig proces, og det er ikke de første par måneder, vi får ham at se i et prøve/rutineløb. Når og hvis han kommer tilbage, så kommer vi nok op på to år siden seneste start, afslutter Michael Lønborg.
Holger Danske ved Derbysejren i 2023, som er hestens hidtil seneste start - Foto: Burt Seeger
Gå til forsiden: www.trav24.dk
Oprettet af: Jesper Elbæk, Redaktør info@trav24.dk