Startlisterne klar til Skive 3/1 og Lunden 5/1
27-12-2024 14:34:50DH Sport har lanceret startlisterne til de første to løbsdage i 2025. Det gælder Skive 3/1 og Lunden 5/1.
I Skive fredag 3/1 bliver det spændende at se Father Patrick-hoppen Illusion i første start i sit nye regi. Hesten blev handlet i starten af december måned, og tørner nu ud for Kim Kærslund (Event Eksperten) for Aarhus-træner Kaj Jensen.
Illusion skal ud i 5. løb med Skive-træner Bent Svendsen i sulkyen, og skal blandt andet møde "bombehesten" James On Flame, som vandt til 50 gange pengene juleaftensdag. Men også to heste fra "Spilles næste gang"-bogen, nemlig Justgivemeareason og I'm A Gardenia.
Også otte løb på Lunden søndag 5/1
Årets første løbsdag på Charlottenlund ligner på forhånd en jubeldag for den levende Lunden-legende Steen Juul, som bringer hele otte heste til start på hjemmebanen, og der er flere solide vinderchancer imellem.
Blandt andet bliver det spændende at følge nyerhvervelsen Mister Vredebest i 1. løb, men de allerstørste vinderchancer ligner Kronprinsen i 4. løb og King Darling i 7. løb.
Startlisterne til de to løbsdage findes HER.
Gå til forsiden: www.trav24.dk
Oprettet af: Jesper Elbæk, Redaktør info@trav24.dk