STJERNESTATUS - Juno

"Stjernestatus" er en artikelserie på Trav24.dk, hvor man - som titlen mere end antyder - får en status på stjernen. For det meste har stjernen fire ben, men det kan også være en tobenet profil.

Denne gang kaster vi os over vinderen af Dansk Hoppe Derby i 2024, nemlig JUNO, som markerede sig fint allerede som 3-års. Her var hun anden i Dansk Hoppe Kriterium og tredje i Dansk Avlsløb for Hopper, begge gang med Michael Lønborg som kusk, men i træning hos Skive-træner Christina Beck.

I 2024-sæsonen blev Juno anden i Jydsk 4-årings Hoppe Grand Prix, vandt Dansk Hoppe Derby og blev anden i Aalborg Hoppechampionat. Sidste start i 2024-sæsonen blev 20. oktober i Aalborg, hvor Juno galopperede i Grand Circle 4-års Hoppechampionat.

Det er knap fem måneder siden nu, så derfor tog Trav24.dk fat i Junos træner Michael Lønborg for at få en "status på stjernen".

Navn og afstamning: Juno (Great Challenger - Opera Line)
Alder, køn: 5 år, hoppe
Statistik: 20 starter: 4-6-1
Præmiesum: 962.850 kr.
Rekord: 1.13,1a/2000m
Træner: Michael Lønborg, Aarhus
Ejer: Steen B. Nielsen & Tony Hansen
Opdrætter: Jørn Borch

Trav24.dk spurgte således Aarhus-træner Michael Lønborg, hvor langt fremme Juno er, og hvornår vi får hende at se på travbanerne igen?

- Jamen, hun har været hjemme på vinterferie hos ejerne, og så har jeg fået hende tilbage i træning i starten af februar. Hun føles fin i træningen, men der er et stykke vej endnu, før hun kommer på en startliste.

- Juno står jo med en lille million på kontoen, så det er klart, at det er opgaver som Grand Circle 5-års Hoppechampionat og DM for Hopper, vi går efter. Jeg vil tror hun kommer til start igen omkring 1. maj, lyder skudsmålet fra Michael Lønborg


Stemningen i vindercirklen var høj efter sejren til Juno i Dansk Hoppe Derby 2024. Foto: Burt Seeger

 

Gå til forsiden: www.trav24.dk

Oprettet af: Jesper Elbæk, Redaktør info@trav24.dk
Annonce:

Tip redaktionen med nyheder, navnenyt, arrangementer mv.: info@trav24.dk
Copyright 2024, Trav24.dk
Dynamic-it webudvikling og onlinemarkedsføring