STJERNESTATUS - Kungfufighting

"Stjernestatus" er en artikelserie på Trav24.dk, hvor man - som titlen mere end antyder - får en status på stjernen. For det meste har stjernen fire ben, men det kan også være en tobenet profil.

Denne gang tager vi fat på en af de virkelig tunge drenge, idet det drejer sig om Bet25's fastodds-favorit Kungfufighting, som pt. står i odds 3,95 som Derbyvinder.

Kungfufighting vandt i 2024 både Grand Circle 3-års Championat, Jydsk 3-årings Grand Prix og Dansk Avlsløb - og kiksede således kun i Dansk Trav Kriterium, hvor chancerne egentlig blev spoleret allerede i prøven pga. en sammenkørsel med en konkurrent/påkørsel af konkurrent med 700m til mål. 

Kungfufighting gik noget af det vildeste, undertegnede har set de sidste 700m af prøven, og nåede lige akkurat den sidste finalebillet. Det betød så til gengæld kålspor i finalen, og det blev for hårdt mod Karat C N, Kalles Krisbe Notz & Co.

Trav24.dk har snakket med Peter Rudbeck, som ejer og træner Kungfufighting. Herunder kan du læse en aktuel status på stjernen Kungfufighting.

Navn og afstamning: Kungfufighting (Nuncio - Nobodybeatsthebeat)
Alder, køn: 4 år, vallak
Statistik: 16 starter: 12-1-0
Præmiesum: 1.496.850 kr.
Rekord: 1.13,4a/2000m
Træner: Peter Rudbeck (a), Skive
Ejer: Stutteri Hole In One
Opdrætter: Peter Rudbeck

Det er naturligvis altid spændende at få en status på "årgangens konge", og Kungfufighting blev som bekendt kåret til "Årets 3-åring" ved Hestesportens Galla i februar måned. Så hvordan har Kungfufighting overvintret, Peter?

- Han har overvintret fint og med en masse energi! Han blev vallak her først på året, da han blev for hingstet og tung at håndtere.

- Han er fint på det anden side af dette, og træner godt på. Vi har planer om en start i april på et tidspunkt. Tid og sted er endnu ikke endelig bestemt, lyder det fra Peter Rudbeck.

Hele kredsen omkring Kungfufighting efter sejren i Jydsk 3-årings Grand Prix 2024. Foto: Ole Hindby

 

Gå til forsiden: www.trav24.dk

Oprettet af: Jesper Elbæk, Redaktør info@trav24.dk
Annonce:

Tip redaktionen med nyheder, navnenyt, arrangementer mv.: info@trav24.dk
Copyright 2024, Trav24.dk
Dynamic-it webudvikling og onlinemarkedsføring