Trænerligaen 2024 blev vundet af Nicklas Korfitsen
02-01-2025 13:19:23Selvom Aalborg-træner Nicklas Korfitsen først indløste sin A-trænerlicens i maj måned, så vandt han alligevel trænerligaen i 2024.
Trav.dk er i gang med at opdatere diverse statistikker. Eller opdatere tallene i hvert fald, for det kan allertidligst kaldes statistik, når der er udført en eller anden form for behandling af tallene. Nå, nok talnørdevrøvl, for sådan her så Top 10 i trænerligaen anno 2024 ud.
1. Nicklas Korfitsen, Aalborg (350: 75-62-39) - 4.179.434 kr.
2. Michael Lønborg, Aarhus (271: 77-39-37) - 3.746.708 kr.
3. Flemming Jensen, Aalborg (465: 71-49-44) - 3.566.068 kr.
4. Steen Juul, Charlottenlund (411: 82-50-54) - 3.499.327 kr.
5. Jeppe Juel, Aalborg (270: 35-25-29) - 2.399.545 kr.
6. Morten Juul, Skive (333: 54-51-45) - 1.745.494 kr.
7. Bo Westergaard, Aalborg (172: 51-35-21) - 1.428.970 kr.
8. Morten Friis, Skive (338: 27-57-53) - 1.159.765 kr.
9. Lillian Uglebjerg, Aarhus (242: 29-35-37) - 994.179 kr.
10. Bent Svendsen, Skive (114: 12-15-14) - 923.500 kr.
Bo Westergaards tal og placering er taget med. Dels fordi det jo er en del af virkeligheden, og dels fordi de 1,4 mio. kr. jo egentlig kunne lægges oveni Nicklas Korfitsens indtjening. Så var man på 5,6 mio. kr., og der ville stadig være meget langt op til Bo Westergaards 2023-resultat på 9,9 mio. kr.
2'eren på listen er Michael Lønborg, og han havde pengemæssigt sin bedste sæson i Danmark. Det er flot at slå 2023, hvor Lønborg jo vandt begge Derbyer. 2024-resultatet er dog baseret på 271 starter, hvor man i 2023 blot startede 122 gange, og kørte 2,5 mio. kr. ind.
3'er er Aalborg-træner Flemming Jensen, som dog går 1,8 mio. kr. ned i forhold til 2023-resultatet på nogenlunde samme antal starter. 4'er er Steen Juul, som startede flere gange i år end i 2023, og forbedrede indkørte penge nogenlunde tilsvarende. Juul er samtidig eneste træner øst for Lillebælt på Top10-listen.
NY på Top10-listen er Skive-træner Morten Friis, og Aarhus-træner Lillian Uglebjerg er i Top10 for andet år i træk. Friis kom over millionen for første gang, og Uglebjerg var mindre end 6.000 kr. fra at passere den magiske grænse. Men med den nuværende staldform, så kommer det nok i 2025...
Alle tallene kan ses HER.
Gå til forsiden: www.trav24.dk
Oprettet af: Jesper Elbæk, Redaktør info@trav24.dk